Drypsten

Drypsten dannes, når kulsyreholdigt vand passerer gennem kalk (calciumkarbonat, CaCO3). Under passagen omdannes en del af kalken til "bikarbonat", dvs. caliumhydrogenkarbonat (Ca(HCO3)2). Dette stof er opløseligt og føres videre med vandet. Når vand, som indeholder bikarbonat, trænger ind i et hulrum, vil en del af kulsyren spaltes, og der afgives CO2, ganske som det sker, når man tager kapslen af en sodavand. Dette tab af CO2 bevirker, at calciumbikarbonat omdannes til kalk (calciumkarbonat), som er uopløseligt. Denne kalk må udfældes, og det sker i alle punkter, hvor vandet pibler frem.

Drypstenshulen Dim Magerasi i Tyrkiet. Her ses både stalaktitter og kalksøjler. Hvis vandet drypper fra hulhedens loft, vil kalken afsættes i dråbepunktet og en drypsten er ved at blive skabt. Det afhænger af flere faktorer, hvor hurtigt drypstenen vokser: syreindholdet i vandet, vandets temperatur og den relative fugtighed i drypstenshulen. Det er ikke ualmindeligt, at en drypsten kun vokser ca. 1 cm på 100 år, men flere eksperimenter har vist væksthastigheder for drypsten på ca. 2,5 cm. pr. år, og før eller siden vil hulen blive fyldt med drypsten.

Når dråberne rammer gulvet, vil endnu en del af kalken blive udskilt, og der dannes efterhånden en opadvoksende søjle, en stalagmit. De almindelige drypsten, som vender nedad, hedder derimod stalaktitter. Over lang tid vil de to mødes, sådan at der dannes en søjle af kalk fra gulv til loft i drypstenshulen.

I områder med drypstenshuler vil det sivende, kulsure vand skabe hulheder i kalkklippen. Når loftet over dem bliver for tyndt, styrter det ned, og der dannes et jordfaldshul. Et landskab med drypstenshuler, underjordiske floder og jordfaldshuller kaldes karst.