Om Tyrkiet

Tyrkiet tilbyder en bred selektion af aktiviteter og underholdning for den enkelte person. Tyrkiet har mange positive sider, som gør det til et herligt land at besøge bla. den varme sommer og milde vinter, de kilometer lange sandstrande, venlig og hjælpsom befolkning samt maser af nature og kultur. Den eneste måde at opleve alt dette på er at besøge landet selv.

At Tyrkiet er grænsen mellem Europa og Asien giver det mange fordele som andre lande ikke kan tilbyde. Vores projekter er placeret langs den tyrkiske riviera af den grund, at vi her har længere somre og mildere vintre. Dette gør også at den kapitale vækst er højere i disse områder samt større muligheder for udlejning. Sydkysten i Tyrkiet har mange fantastiske kulturer og historier uforstyrret af andre områder.

Med de flotte Taurusbjerge i baggrunden er alt dette med til at give området den rigtige sydlandske atmosfære. Først når du har besøgt landet selv og set hvad Tyrkiet har at tilbyde, vil du begynde at føle dig hjemme her og som mange af vores nuværende kunder, begynde at leve din drøm.

Tyrkiets historie.

Tyrkiet har en europæisk del (det østlige Trakien) og en asiatisk del (den anatolske halvø og tyrkisk Armenien). De to dele er adskilte af Dardanellerne, Marmaris havet og Bosporusstrædet. Landet udgør således en form for «bro» mellem Asien og Europa. Østtrakien der ligger i det sydøstligste hjørne af Balkan udgør kun 1/30 af landets samlede areal. Det består af tør steppe, Istranca bjergkæden og et bakket område, der er egnet til landbrug. Anatolien er en bjergrig region med mange søer og sumpe. I nord løber Pontica bjergkæden og i syd Tauro kæden, der afgrænser den anatolske højslette. Mod øst hæver bjergene sig og fortsætter over i den armenske højslette: I den aller østligste del rejser det armenske massiv sig, og hovedbyen i dette område er Van, der er præget af vulkansk aktivitet og nogle gange jordskælv. Landet er overvejende et landbrugsland, og manglen på naturlige ressourcer har vanskeliggjort dets industrialisering. Svovldioxyd forureningen i Istanbul er meget høj og Marmaris havet er forurenet med kviksølv.

Folket: Vore dages tyrkere nedstammer fra etniske grupper fra Centralasien, der efter det 11. århundrede slog sig ned i Anatolien. Der findes endvidere minoriteter af kurdere (20%), arabere (1,5%), jøder, grækere, georgiere og armenere, hvis rettigheder til selvstændig kulturel udfoldelse (herunder undervisning på deres egne sprog) er stærkt begrænsede.

Religion: Overvejende islamisk (80% sunnier og 20% aleviter, der er ikke-ortodokse shiiter).

Sprog: Tyrkisk (officiel og dominerende) samt de etniske minoriteters sprog

Politiske partier: Den sande vejs Parti (DYP) ledet af Tansu Ciller; Moderlandspartiet (ANAP); Socialdemokratiet (SHP); Demokratisk Venstreparti (DSP), der er centrum-venstreorienteret; Nationalistisk Aktionsparti; Demokratisk folkeparti (SHP); Folkets Republikanske Parti; Arbejdets Nationalistparti; Socialistpartiet; Dydens islamiske Parti (PIV, efterfølger til det forbudte Velfærdsparti); Partiet for Demokrati (DEP), pro kurdisk, forbudt i 1994. Det største parti under jorden er: den Kurdiske kongres for frihed og Demokrati (KADEK) - fra april 2002 efterfølger til Kurdistans Arbejderparti (PKK), den kurdiske selvstændighedsbevægelse.

Sociale organisationer: Sammenslutningen af tyrkiske Fagforbund har 2 millioner medlemmer, og den Progressive sammenslutning af tyrkiske Fagforbund har ½ million.

Officielt navn: Türkiye Cumhuriyeti.

Administrativ inddeling: 74 provinser

Hovedstad: Ankara 3.131.000 indb. (1999).

Andre vigtige byer: Istanbul, 9.500.000 indb.; Izmir, 2.272.500 indb.; Adana 1.137.100 indb.; Bursa, 1.164.400 indb.; Gaziantep, 778.200 indb. (2000).

Regering: Ahmet Necdet Sezer, præsident siden 5. maj 2000. Recep Tayyip Erdogan, premierminister og regeringschef siden marts 2003. Parlamentet har 550 pladser.

Nationaldag: 29. oktober (Republikkens dag, 1923)

Væbnede styrker: 639. 000 soldater; 390.000 rekrutter (1996).

Paramilitære styrker: 70.000 (Gendarmeri-Nationalgarde); 50.000 reservister.

Anatolien har været beboet i tusinder af år. I det 8. århundrede f.v.t. grundlagde grækerne byen Byzans ved det strategisk vigtige Bosporusstræde, hvorigennem trafikken mellem Sortehavet og Middelhavet passerer. Efter at romerne i år 96 f.v.t. havde erobret Byzans, beordrede kejser Konstantin dens genopbygning, gav den navnet Konstantinopel og gjorde den til hovedstad for det østlige Romerrige. Den overlevede et århundrede, efter Roms og det vestlige Romerriges fald i hænderne på mongolerne.

1453-1918 Det osmanniske imperium
Tyrkerne angreb Konstantinopel i 1453, gav den navnet Istanbul og gjorde den til hovedstad for det blomstrende osmanniske imperium. I det 16. århundrede strakte imperiet sig fra det nuværende Algeriet i vest til Kaukasus i øst, fra Ungarn i nord til den sydligste del af den arabiske halvø i syd, og befolkningen rundede de 50 millioner - 10 gange flere end i det daværende Storbritannien. Vestlige besøgende forundredes over regeringens effektivitet og rigdom, og den respekt den havde for bøndernes rettigheder. Dette forklarer også, hvorfor kristne bønder på Balkan hyppigt sluttede sig til de «troløse» muslimer i kampen mod den kristne adel og kirke.

Alligevel begyndte imperiet fra det 17. århundrede at blive overhalet af den imponerende teknologiske udvikling og aggressive handelsmæssige ekspansion i Vesteuropa. Da portugiserne åbnede handelsruten syd om Kap det Gode Håb, blev det osmanniske monopol på handelen mellem Europa og Østen gradvist nedbrudt. Selv imperiets egne grænser måtte give efter for det angreb fra europæiske handelsmænd, der indførte franske, engelske og hollandske varer i det østlige Middelhav.

Udviklingen for det tyrkiske imperium kom til at foregribe den historie, der senere skulle overgå de store civilisationer i Indien og Kina. Alt blev omdannet til et perifert marked, som blev påtvunget de europæiske produkter, og som til gengæld leverede de nødvendige fødevarer og råstoffer til industriudviklingen og arbejdsmarkedet i Europa. De tyrkiske håndværkere gik fallit, den lokale tekstilindustri kunne ikke konkurrere med den britiske teknologi, og bønderne blev stadig fattigere, fordi de var nødt til at betale priserne for importerede produkter.

I det 19. århundrede forsøgte en moderniseringsbevægelse kendt som Tanzimat at indføre europæiske ideer og centralisere staten ved at drage nytte af den moderne teknologi, telegrafen og jernbanerne. Der blev undertegnet aftaler med Storbritannien og Tyskland, men den rigelige kapital og varemængde øgede blot den tyrkiske afhængighed af Europa. Den væsentligste konsekvens var, at den enorme tyrkiske udenlandsgæld gjorde landet til «Europas paria».

Pga. utilfredsheden med den autokratiske regering udvikledes i starten af det 20. århundrede den første hemmelige organisation indenfor universiteter og militærakademier. Det var de «unge tyrkere», der i 1908 stod i spidsen for et oprør i Makedonien. I løbet af få dage blev sultan Abdul Hamid tvunget til at acceptere, at der blev indført en forfatning, der begrænsede hans magtbeføjelser. Året efter blev han tvunget til at træde tilbage. Han blev erstattet af Mohamed V, der overdrog den virkelige magt til de Unge Tyrker. De udviklede en nationalistisk politik, der bragte dem i modsætning til landets udenlandske handelspartnere og en række af landets etniske minoriteter - især grækere og armenere.

1918 Det osmanniske imperiums sammenbrud
Under den 1. verdenskrig allierede Tyrkiet sig med det Tyske Andet Rige og det østrig-ungarske imperium, og sammen med disse gik det under. Det osmanniske imperium faldt sammen, og på den arabiske halvø og på Balkan opstod mange små autokratiske stater. De etniske minoriteter indenfor Tyrkiets egne grænser blev voldsomt undertrykt. I 1915 blev omkring 800.000 armenere dræbt, under hvad der er blevet kaldt «det 20. århundredes første folkemord».

De betingelser landet blev påtvunget med Sèvres traktaten i 1920 var så ydmygende, at militærchefen Mustafá Kemal (senere kendt som Kemal Atatyrk) afsatte sultan Mohamed VI, der havde skrevet under på aftalen, og indledte en national befrielseskrig. I sidste ende opnåede han en ny traktat, der blev underskrevet i Lausanne i 1923. Landet blev fritaget fra at skulle betale krigsskadeerstatninger, og de privilegier de udenlandske handelsfolk havde fået (kaldet «kapitulationer») blev atter ophævet. Til gengæld blev Bosporusstrædet og Dardanellerne erklæret for internationalt farvand, der i fredstid skulle kunne besejles af både fra alle lande.

Atatyrk proklamerede republikken og indførte en ny forfatning. Regeringen indledte en proces med hurtig modernisering, kirke og stat blev adskilt, fredagen som muslimsk helligdag blev afskaffet, og søndagen blev i stedet gjort til helligdag, det arabiske alfabet blev erstattet med det latinske, og kvinderne blev beordret til at opgive sløret.

Efter Atatyrks død i 1938 bevarede militæret sin indflydelse på den tyrkiske politik. Regeringen knuste venstrefløjsgrupperne, der var vokset under indflydelse fra den russiske revolution og under kampen mod neokolonialismen.

Efter den 2. verdenskrig blev landet USA's allierede og blev omdannet til en anti-sovjetisk bastion. USA byggede store militærbaser på tyrkisk territorium, og gradvist blev den nationalistiske militære doktrin erstattet med Pentagons koncept for «national sikkerhed». Efter indflydelse fra USA indførte Tyrkiet et flerpartisystem og gav tilskyndelser til udenlandske investeringer. Selv om økonomien fortsat var afhængig af landbrugseksporten, var der ikke længere jobs nok i landområderne, og de unge begyndte derfor at emigrere til byerne og landene i Vesteuropa - især Vesttyskland.

Den tyrkiske militære invasion af Cypern i 1974 medførte øens deling, og fik den socialdemokratiske premierminister Bulent Ecevit til at træde tilbage. Den konservative Suleiman Demirel vandt efterfølgende over Ecevit, men rivaliseringen mellem begge ledere hindrede gennem resten af årtiet dannelsen af en stabil regering.

1980 Militærkup
I 1980 blev Demirel væltet af militæret, og general Kenan Evren overtog præsidentposten. Der blev udformet en ny aftale om USA's militærbaser i landet, og Tyrkiet begyndte at modtage 1 million dollars årligt i leje for disse. De faglige organisationers og politiske partiers aktiviteter blev forbudt, og den tyrkiske regering blev fra udlandet beskyldt for krænkelser af menneskerettighederne.

I 1983 blev der vedtaget en ny forfatning, og der blev indledt en politisk åbning, der først og fremmest havde til formål at berolige de vesteuropæiske kritikere. Den nye regering satte sig som mål, at blive optaget i EF, gav nye impulser til moderniseringen, fjernede sig fra mere nationalistiske politikker og accepterede den økonomiske liberalisme.

Den fortsatte rivalisering mellem de traditionelle partier ledet af den konservative Demirel og socialdemokraten Ecevit banede i 1987 vejen for Moderlandspartiets valgsejr. Den nye premierminister Turgut Özal kastede landet ud i omfattende privatiseringer, økonomisk liberalisering og fremme af eksporten. Programmet var udformet af IMF og Verdensbanken, der forsikrede, at med denne politik ville landet blive rigt og blive optaget i EF - et populært mål i et land hvor alle familier har mindst et medlem, der arbejder i Vesteuropa. Men de politiske friheder fulgte ikke i samme grad trop, og Fællesmarkedet udsatte derfor behandlingen af den tyrkiske ansøgning, og fremførte at det skyldtes den høje inflation og arbejdsløshed, manglen på socialpolitik og konflikten med Grækenland. Disse forhold hindrede en hurtig optagelse.

Özal blev beskyldt for nepotisme, korruption og manglende føling med de sociale konsekvenser af hans økonomiske politik. Han led derfor et sviende nederlag ved kommunalvalget i marts 1989. Alligevel fik han sig manøvreret således, at parlamentet i oktober samme år udpegede ham til præsident. Han blev dermed den første civilperson i flere årtier, der beklædte denne post. Siden 1984 havde den kurdiske separatistbevægelse PKK ført væbnet kamp i Kurdistan, og fra 1990 ramte denne kamp den tyrkiske stat stadig hårdere.

Da blokaden mod Iraq blev indledt i august 1990 - efter invasionen af Kuwait - afbrød Tyrkiet den irakiske strøm af olie gennem sit territorium. Selv om Tyrkiet ikke bidrog med soldater til den USA ledede alliance mod Iraq, tillod landet at dets flybaser og de nordamerikanske baser blev brugt som udgangspunkt for de massive bombardementer af Iraq. Oppositionen stillede alvorlige spørgsmålstegn ved denne politik, eftersom det forværrede relationen med et naboland i en zone der var spændt pga. den kurdiske separatisme. (Se Golfkrigen)

Ankara frygtede desuden, at et muligt selvstændigt irakisk Kurdistan ville kunne «smitte» kurderne i Tyrkiet. Det kurdiske folk strækker sig over landene Tyrkiet, Syrien, Iran og Iraq. Det er verdens største etniske minoritet uden eget land. Alene i Tyrkiet bor der ca. 15 millioner kurdere, der ikke har ret til deres eget sprog eller kulturelle identitet.

I oktober 1991 trængte den tyrkiske hær med støtte fra fly og helikoptere ind i den nordlige del af Iraq for at angribe PKK baser. Kurdiske kilder fordømte bombardementerne af civilbefolkningen.

Ved parlamentsvalget 20. oktober sejrede Suleiman Demirels Den sande vejs Party (DYP) med 27 % af stemmerne og 178 af parlamentets 450 pladser. Det spinkle flertal tvang Demirel til at indgå en alliance med det Folkelige Socialdemokratiske Parti (SHP) under ledelse af Erdal Inönü. Det havde fået 21 % af stemmerne. Moderlandspartiet (ANAP) havde fået 24 % af stemmerne, og erklærede at det gik i opposition.

Demirel blev stillet overfor et underskud på statsbudgettet på 6 milliarder dollars, en udlandsgæld på 44 milliarder og en årlig inflation på 70 %. Bortset fra de fundamentalistiske bevægelser var alle politiske partier enige om, at landets vigtigste politiske målsætning var optagelsen i EU.

Den 14. november stødte et philippinsk fragtskib med tusindvis af får sammen med et libanesisk skib mellem Sortehavet og Marmarishavet, tæt ved Istanbul. Fragtskibet Madonna Lilli sank på 29 meters vand og tog hele sin last med sig. Fårenes forrådnelse på bunden af havet, den omfattende udvikling af metangas og opbrugningen af ilten i vandet blev af eksperter karakteriseret som en økologisk tidsindstillet bombe. Episoden satte samtidig fokus på forureningen af Tyrkiets mest befolkede by. Kanalerne der gennemkrydser byen er stærkt forurenede som følge af udledningen af ubehandlet spildevand, der har dræbt alt liv ned i en dybde af 20 meter under havoverfladen.

Kvindeorganisationen Purple roof women's shelter foundation var blevet dannet i 1980. Den fremlagde i 1991 undersøgelser af mænds vold mod kvinder. Resultaterne viste, at 45 % af de tyrkiske mænd er enige i at det er korrekt at straffe kvinder, når de ikke adlyder deres mænd. Undersøgelsen viste samtidig, at 1 ud af hver 4. enlige kvinder og 1 ud af hver 3. gifte udsættes for vold.

Under premierminister Demirels rejse i de kurdiske provinser i december blev han tvunget til at anerkende det kurdiske folks identitet. I alle landsbyer blev regeringsdelegationen modtaget af indbyggere, der krævede respekt for menneskerettighederne, stop for aggressionen og ophør med torturen af de politiske fanger.

Midt i 1992 erklærede det forbudte PKK, at det havde dannet en krigsregering og en Nationalforsamling i det område, den anser for Kurdistan, og som inkluderer dele af Tyrkiet og Iraq. Få dage senere og sammenfaldende med det kurdiske nytår (Newroz) udbrød der et folkeligt oprør i de sydøstlige provinser, og det kom til voldelige sammenstød - især i byen Cizre - mellem partisaner og tyrkiske sikkerhedsstyrker. Efter den tyrkiske indenrigsminister Ismet Sezgins besøg i Damaskus i april, offentliggjorde Tyrkiet og Syrien en aftale til bekæmpelse af kurdiske «terroristorganisationer». Den syriske regering gik med til at lukke PKK's træningslejre i landet, og skærpe kontrollen ved den fælles grænse.

I 1992 tvang Europarådet regeringen til at mindske undertrykkelsen af det kurdiske folk. De tyrkiske myndigheder gik med til at løslade 5.000 politiske fanger, og tillod udgivelsen af to kurdisk sprogede dagblade. I november satte EU 1996 som frist for optagelse af Tyrkiet i toldunionen, der skulle være første skridt på vej mod fuldstændig optagelse i unionen.

I april 1993 døde præsident Turgut Özal, og premierminister Demirel blev valgt til hans efterfølger. Tansu Ciller der havde været økonomiminister overtog nu ledelsen af DYP og blev udnævnt til landets første kvindelige premierminister. Hendes regeringsprogram blev godkendt af parlamentet i juli. Det rummede en accelereret privatiseringsbølge, reformer af retsvæsenet samt stop for offentlige investeringer, for at få nedbragt budgetunderskuddet på 9,4 milliarder dollars. Samme måned gennemførte offentligt ansatte en to-dages strejke og demonstrationer i Ankara, Istanbul og Izmir i protest mod de massefyringer der var lagt op til med privatiseringsprogrammet. Omkring 700.000 arbejdere deltog i protesterne.

PKK erklærede nu ensidig våbenhvile, og tilbød at opgive kravet om dannelse af en selvstændig kurdisk stat, til gengæld for indledning af formelle forhandlinger med regeringen. Tilbuddene førte dog ingen vegne, og efter flere udflugter fra regeringens side erklærede PKK i slutningen af maj «total krig» mod Ankara, og indledte en række aktioner i europæiske byer. Specielt i Tyskland der leverede betydelig militær bistand til Tyrkiet.

Den tyrkiske hær udvidede sine offensiver gennem 1994, tvang indbyggerne i hundredevis af kurdiske landsbyer til at forlade deres hjem og bombede irakisk Kurdistan for at ødelægge PKK's baser.

Den stigende islamisering af Tyrkiet blev tydelig gennem 1995 op til valget i december. Bevægelsens vigtigste repræsentant var Velfærdspartiet, der under valgkampen lovede at danne islamiske organisationer for at dæmme op for NATO's og EU's indflydelse. Valget gjorde det til landets største parti med 158 af parlamentets 550 pladser.

DYP under ledelse af premierminister Ciller og det centrum-højreorienterede Moderlandspartiet (ANAP) overvandt deres indbyrdes modsætninger, for at hindre at islamisterne kom til magten, og dannede uventet en regeringskoalition under ledelse af Mesut Yilmaz fra ANAP. Den indsattes i marts 1996, men alliancen brød hurtigt sammen, og DYP besluttede i stedet at regere sammen med islamisterne, efter at Necmettin Erbakan i juni var blevet udnævnt til regeringschef.

I april underskrev landet en militæraftale med Israel, hvilket forværrede dets relationer med en række arabiske lande - især Syrien. Spændingerne øgedes yderligere den 24. april, da Ankara af «tekniske årsager» besluttede midlertidigt at afbryde vandet gennem Tyrkiets kontroversielle dæmninger over Eufrat floden. Det tvang de syriske myndigheder til at rationere vandet i Damaskus kun få dage før den muslimske højtid, Aïd el Adha.

1997 var præget af stadig konfrontation mellem Erbakans regering og den verdslige opposition, der blev støttet af de væbnede styrker. Militærets ledelse fremlagde beviser, der knyttede Velfærdspartiet sammen med islamiske organisationer, der var erklæret illegale af den forrige regering og som arbejdede under jorden. Samtidig hævdede militæret, at de var mere farlige end de separatistiske kurdere i PKK. Præsidenten besluttede derfor i juni at fjerne Erbakan fra magten. I stedet blev Mesut Yilmaz indsat på posten som premierminister. Samtidig beskyldte landets højeste retsinstans, Forfatningsdomstolen Erbakan for at bringe landet «på randen af borgerkrig og konspirere mod dets sekulære forfatning». I forlængelse heraf blev Velfærdspartiet forbudt.

Den tyrkiske menneskerettighedsorganisation - som iflg. nogle iagttagere har forbindelser med separatiske kurdere - opgjorde, at gennem 1997 var 114 tilbageholdte i politiets varetægt døde, 366 var blevet torteret og 66 forsvundet.

I september krydsede 20.000 tyrkiske soldater og 100 tanks ind i Irakisk Kurdistan for at ødelægge PKK baser. De tyrkiske styrker fik støtte fra irakiske kurdere i Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) og omringede PKK baser nær grænsen til Iran. PKK beskyldte KDP under Massud Barzanis ledelse for at «forråde den kurdiske sag». Iran fordømte den tyrkiske invasion af Iraq og erklærede, at «uanset de problemer det kan volde i forbindelserne med Baghdad, må de internationale grænser respekteres».

Tyrkiet var et af de 11 lande, der ønskede optagelse i EU, men udeblev alligevel fra en konference i London i april 1998, hvor de andre 10 ansøgerlande mødtes med de 15 EU medlemmer. Regeringen i Ankara erklærede, at udeblivelsen skyldtes Grækenlands veto mod dets optagelse.

I april 1998 overgav den mest kendte af PKK's kommandanter, Semdin Sakik sig i det nordlige Iraq til styrker ledet af den irakisk kurdiske leder Barzani. Som begrundelse angav han frygten for at blive henrettet af sit partis leder, Abdullah Öcalan. Sakik var blevet fritaget for kommandoen over operationerne i det sydøstlige Tyrkiet, i den bjergrige Tunceli region.

Festligholdelsen i oktober af 75 året for oprettelsen af den moderne tyrkiske stat og 60 året for Kemal Atatürks dødsfald blev af regeringen udnyttet til at forstærke den verdslige stats centralisering. Offensiven mod landets islamiske politiske kræfter var blevet indledt i januar, da Forfatningsdomstolen besluttede, at Velfærdspartiet skulle opløses og at Necmettin Erbakan og andre ledere af partiet de følgende skulle holde sig udenfor politik. I det forbudte partis sted dannedes øjeblikkeligt Dydens Parti. I september bekræftede en appelret en dom på 10 måneders fængsel til Istanbuls islamiske borgmester, Recep Tayyip Erdogan.

I slutningen af 1998 mistede PKK lederen Abdullah Öcalan sit asyl i Syrien, hvilket sendte ham på rundrejse til en række europæiske lande i søgen efter asyl. I februar 1999 blev han kidnappet af det tyrkiske efterretningsvæsen, da han forsøgte at søge asyl i Grækenlands ambassade i Kenya. Det udløste et voldsom kurdisk raseri i Europa, hvor kurdiske grupper besatte græske ambassader i protest mod «udleveringen» af deres leder. Efter en længere proces blev Öcalan i juni dømt til døden, på trods af at han havde bedt om nåde, og foreslået at en mildere straf kunne bane vej for forståelse mellem kurderne og Ankara. Men PKK's militære svækkelse og organisationens krav om løsladelse af sin leder førte til, at en appelret i november stadfæstede dødsdommen.

Valget i april 1999 blev vundet af det Venstre-demokratiske Parti med 22,3 % af stemmerne og 136 pladser i parlamentet. Nationalistbevægelsen måtte nøjes med 18,1 % af stemmerne og 129 pladser. Islamisterne fra Dydens Parti kom ind på 3. pladsen 15,5 %, Fædrelandspartiet fik 13,3 % og Den rette vejs Parti 12,1 %.

Med overvældende flertal godkendte parlamentet i juni dannelsen af en ny regering, der forpligtigede sig til at knuse de kurdiske partisaner i landets sydøstlige hjørne. I den nye regering indgik Bülent Ecevits Venstre-demokratiske Parti, den ultrahøjreorienterede Nationalistbevægelse og et lille centrums-højreorienteret parti.

Grækenlands samarbejde i forbindelse med tilfangetagelsen af Öcalan, og den nødhjælp Grækenland sendte til Tyrkiet efter jordskælvet i august 1999 forbedrede forholdet mellem de to arvefjender. Den græske regering ophævede sit veto mod tyrkisk og Cyperns optagelse i EU. Efter 36 års venten blev Tyrkiet i december 1999 inviteret til at mødes med EU.

Dødsdommen over Öcalan blev i januar 2000 stillet i bero i afventen af en kendelse fra den europæiske menneskerettighedsdomstol. I februar erklærede en PKK kongres, at bevægelsen ville opgive den væbnede kamp, og præsenterede samtidig en plan på 7 punkter for sin omdannelse til politisk parti.

Under 3. valgrunde blev Ahmet Necdet Sezer i maj valgt af parlamentet til præsident for en 7 årig periode. Det forventedes at Sezer - der er en kendt forsvarer af demokratiske rettigheder - ville kunne gennemføre de nødvendige reformer, for at Tyrkiet kan optages som medlem af EU. Måneder efter blev Ecevit udpeget af parlamentet til premierminister med stort flertal.

I juli 2001 dannede muslimske kredse partiet Saadet («lykke»), der efterfulgte Dydens Parti, der var blevet forbudt af forfatningsdomstolen en måned tidligere for at gennemføre anti-sekulære aktiviteter.

Sammen måned kendte den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Tyrkiet skyldig i krænkelse af græsk cyprioternes menneskerettighederne under Tyrkiets besættelse af Cyperns nordlige del. I et forsøg på åbning tillod den tyrkiske regering i marts 2002 rørføringen af en gasledning gennem Tyrkiet til forsyning af Grækenland med energi.

I januar 2002 genvandt de tyrkiske kvinder retten til ejendom og arvefølge. Rettigheder der var blevet elimineret ved Atatürks død.

Ved parlamentsvalget i november fik muslimerne samlet i Partiet for retfærdighed og Udvikling 34,3% af stemmerne og 365 af parlamentets 550 pladser. På andenpladsen fik Folkets Republikanske Parti 19,4% af stemmerne. Selvom Retfærdighedspartiets leder, Erdogan, blev hindret i at stille ved valget i 2002, så lovede hans parti i dets valgkampagne at fjerne de sekulære principper fra forfatningen. Abdullah Gul fra partiet blev istedet udnævnt til premierminister, og først i marts 2003 kunne overdrage denne post til Erdogan, da en række politiske hindringer var ryddet af vejen.

Erdogans popularitet var bl.a. baseret på hans opofrende arbejde, der havde banet vejen til universitetet og overborgmesterposten i Istanbul, selv om han stammer fra en fattig familie. Ved sin tiltræden erklærede han, at han ville orientere sit politiske arbejde mod at sikre Tyrkiets optagelse i EU, gennem tilpasning af landets lovgivning til EU's krav. Med Retfærdighedspartiets magtovertagelse fik NATO sit første medlemsland med en muslimsk regering.

Året forinden var forbrugerpriserne i landet steget 45%, og 50% af statens udgifter var bundet til betaling af renter og afdrag på landets udlandsgæld. Det måtte derfor optage et lån i IMF der blev givet på betingelse af yderligere offentlige besparelser og skattestigninger.

Samme måned som Erdogan overtog premierministerposten besluttede parlamentet ikke at give USA tilladelse til at anvende dets baser i Tyrkiet til dets forestående angrebskrig mod Iraq. Tyrkiet tillod dog USA at anvende dets luftrum til krigsmæssige overflyvninger.

I juli 2003 vedtog parlamentet love omkring kurdernes rettigheder og afskaffede fuldstændig dødsstraffen. Med dette skridt blev Abdullah Öcalans dødsstraf samtidig automatisk konverteret til livsvarigt fængsel. Alligevel besluttede Kongressen for frihed og demokrati i Kurdistan (KADEK - efterfølgeren til PKK) i september at afbryde den ensidige våbenhvile, der havde været i kraft siden 2001. Det skete med henvisning til, at sikkerhedsstyrkerne ikke fulgte den nys vedtagne lovgivning.

I november kostede et bilbombeattentat foran en jødisk synagoge i Istanbul 25 livet, og over 200 blev såret. To dage senere blev yderligere 25 dræbt ved to koordinerede attentater mod en britisk bank og det britiske konsulat i Istanbul.

EU kommissionen skulle i oktober 2004 tage endelig beslutning om igangsætning af optagelsesforhandlinger i EU med Tyrkiet. Dette blev besluttet under EU topmødet i København i december 2002. I februar fremsendte kommissionen et projekt til regeringen i Ankara for at sikre en mere effektiv beskyttelse af kurdernes rettigheder. Det skete på baggrund af en rapport fra Amnesty International, der omtalte 30.000 mord, tusinder af forsvindinger, massiv ødelæggelse af landsbyer, tortur, elendige forhold i fængslerne, voldtægt af kvindelige fanger mv., altsammen udført af tyrkiske sikkerhedsstyrker og militær.

Samtidig opfordrede EU kommissionen den tyrkiske regering til at ratificere Rom statutterne og dermed tilslutte sig den Internationale Straffedomstol (ICC), begrænse antallet af militærfolk i det Nationale Sikkerhedsråd, der har en overordnet funktion ifht. andre statslige institutioner, og endelig opløse de «specielle sikkerhedstribunaler» pga. deres konstante overtrædelser af menneskerettighederne. Samtidig opfordrede kommissionen regeringen til at indlede forhandlinger for at sikre erstatning for de overgreb Tyrkiet havde begået mod græsk-cyprioter på Cypern.

I april 2004 gennemførte indbyggerne i Cypern an parallel dobbeltafstemning om genforening og om optagelse i EU. I begge befolkningsgrupper var der enighed om optagelse i EU, men græsk-cyprioterne stemte mod genforening, mens tyrk-cyprioterne stemte for. Som følge af optagelsesforhandlingerne mellem Cypern og EU var den paradoksale konsekvens imidlertid, at den græsk-cypriotiske del blev optaget, mens den tyrk-cypriotiske nordlige del af landet forblev isoleret. Holdningen i EU var stærkt kritisk overfor græsk-cyprioternes «Nej» til genforening, og EU besluttede derfor at give omfattende udviklingsbistand til det nordlige Cypern, der pga. græsk modstand nu lå udenfor EU.

Gennem de sidste årtier har de tyrkiske narkokarteller fået kontrol over heroinhandlen i Europa, der fordeler heroin til 30 mio. europæere. Fra Europa kommer de stoffer der i Tyrkiet anvendes til raffineringen af heroinet, og landet er på den måde blevet knudepunkt for narkohandlen mellem Asien og Europa.

I juni gennemførte NATO et ministertopmøde i Istanbul under store sikkerhedsomstændigheder. Topmødet blev mødt af demonstrationer fra tyrkiske pacifister og miljøforkæmpere og kostede 4 dræbte og mange sårede efter attentater i Istanbul og Ankara. Det lykkedes ikke på mødet USA at få Tyrkiet til at deltage i besættelsen af Iraq. Tyrkiet havde besluttet at indskrænke sig til bilateral hjælp til sit naboland. Det var dog især modstand fra tysk og fransk side der hindrede USA's plan om at engagere NATO i besættelsen af Iraq.

I september erklærede EU kommissionen, at der ikke kunne indledes optagelsesforhandlinger med Tyrkiet før landet gennemførte reformer af sin straffelov. Det tyrkiske parlament suspenderede imidlertid behandlingen af reformer af straffeloven, efter at en række parlamentarikere havde fremsat forslag om at indføre artikler, der skulle kriminalisere utroskab. Iflg. EU komissionen ville en sådan kriminalisering være imod retsnormerne på kontinentet. Kommissionens talsmand, Jean- Christopher Filori erklærede, at der ikke kunne indledes optagelsesforhandlinger, hvis reformen ikke var gennemført inden 6. oktober. Denne dag havde kommissionen nemlig planlagt offentliggørelsen af en rapport der skulle konkludere, om Tyrkiet opfyldte de politiske og økonomiske kriterier for at kunne indlede optagelsesforhandlinger. Det førte samme måned til et sammenstød mellem Erdogan og den europæiske udvidelseskommissær, Günter Verheugen, da Erdogan erklærede, at EU ikke skulle blande sig i indre tyrkiske anliggender. Tyrkiet endte dog med at vedtage reformerne, og EU kommissionen anbefalede i starten af oktober, at der kunne indledes optagelsesforhandlinger.

Optagelsesforhandlinger vil dog ikke automatisk føre til tyrkisk optagelse. På den yderste europæiske højrefløj, deriblandt i den danske regering og dets racistiske støtteparti, er der stor modstand mod tyrkisk optagelse, pga. den «islamofobi» den samme højrefløj har spredt siden 1990'erne. Den folkelige stemning i Frankrig trækker også i denne retning, selvom den franske regering formelt støtter optagelsesforhandlinger. Langt større opbakning til optagelse findes i Tyskland og Storbritannien, og USA's præsident Bush har også talt varmt for optagelse, hvilket der dog kan ligge andre grunde bag.

Luksus Lejlighed og Villa i Tyrkiet. Bolig investering - køb med vores totalservice.

Luksus Lejlighed og Villa i Tyrkiet. Bolig investering - køb med vores totalservice. Vi guider dig og hjælper dig igennem alle spørgsmål der måtte dukke op. Lejlighed med Havudsigt - Property Real Estate i Tyrkiet sælger ejendom / lejlighed / bolig i Alanya, Mahmutlar, Side og Kemer. Luxus lejligheder - ønske Villaen har den. Lejlighed villa villaer lejligheder ejendomme til salg i tyrkiet.

Se Tyrkiet - lej / køb en lejlighed / bolig i Tyrkiet ved Alanya / Mahmutlar